Online japansk workshop med H.C. Andersen Park, Funabashi, Japan

Min næste online workshop bliver med japansk publikum, og den går i luften d. 1. oktober 2023. Workshoppen er arrangeret i samarbejde med Funabashi H.C. Andersen Park og Funabashi Kommune – og med stor hjælp fra Ohkase Kyoko, som er herboende japaner.

Vi har nu – efter flere onlinemøder og masser af mails – fået styr på alt fra sakse, papir og bordopstilling, til hvordan det praktiske og tekniske omkring workshoppen skal være. De 30 børn og deres forældre skal være i det samme lokale i et forsamlingshus i Funabashi. Vi har brugt en del tid på at finde ud af, hvordan det kan fungere, når de skal sidde i sammen rum og alle skal kunne se, hvad jeg laver med hænder, saks og papir. Når jeg plejer at lave online workshops, sidder deltagerne i hvert sit rum med hver sin computer/telefon, hvilket er en del mere simpelt.

Alt dette er nu klaret, og nu håber jeg blot, at der kommer nok tilmeldinger til arrangementet.

I mellemtiden øver jeg mig dagligt på at kunne holde min introduktion og den efterfølgende papirklip instruktion på japansk. Aftalen er, at jeg skal kunne klare mest muligt selv på japansk uden tolk. Hvis det går helt galt, kan en af medarbejderne fra kommunen hjælpe på engelsk.

Jeg har tidligere været i Japan og udstillet og holdt workshop tre gange i H.C. Andersen Park. Hver gang har været kæmpe oplevelser, og jeg håber denne vores første fælles online aktivitet også forløber godt

Danish Paper Artist Torben Jarlstrøm Clausen in workshop with H.C. Andersen Park, Funabashi, Japan