Advarsel – dette opslag er lidt papirklip nørdet 🙂
Under coronanedlukningen havde jeg – som mange andre mennesker – en del mere fritid. Jeg brugte noget af tiden på at udvikle, hvordan jeg klipper mine papirklip.
Typisk plejer jeg at starte med at tage et stykke papir på ca. 10×11 cm. Jeg folder det på den lange led, hvorefter jeg klipper en figur, som så bliver symmetrisk og set “forfra”. Det er det univers, jeg kalder De Klippede.
For at finde et nyt udtryk, ændrede jeg på ovenstående faste rammer. Dette gjorde jeg ved at rive et stort stykke papir i mindre helt tilfældige stykker, som ikke var firkantede. Derudover undlod jeg at folde papiret, så klippet ikke blev symmetrisk. Endelig ændrede jeg perspektivet fra “forfra” til at se figuren fra “siden”.
Jeg tænker, at det måske lyder ubetydeligt, men disse små benspænd gjorde, at der kom nogle anderledes klip frem.
De nye klip har jeg fotograferet på deres vej rundt i verden. Det ser ud til, at de til tider er på en ørkesløs vandring – til tider er de fyldt med smittende humør og overskud.
Læs min introduktion til det nye univers og se mange af de nye papirklip.