Papirklip workshop i Elk Horn, USA

Jeg havde travlt med saksen, da jeg holdt klippeworkshop ved Museum of Danish America, som ligger ude på prærien i Elk Horn i Iowa, USA. Jeg var på museet over to dage, hvor der kom knap 400 besøgende, og rigtig mange af disse greb gerne saksen.

Jeg viste udstillingen ”Saksens lyd” ved Museum of Danish America i USA. Udstillingen, som jeg har udviklet sammen med lydkunstneren Robert Cole Rizzi og fotografen Karen Relster, kombinerer papirklip, lyd, tekst og foto. Udstillingen blev vist første gang i Tokyo i sommeren 2017.

Museum of Danish America ligger i Iowa i Midtvesten, som er et område af USA, hvor mange danske emigranter har slået sig ned gennem tiderne. Museet har et stort fokus på at fastholde den danske kultur, herunder altså også dansk papirklip.

Elk Horn blev grundlagt af danske emigranter i 1901. Byen har i dag ca. 600 indbyggere af primært dansk oprindelse. Netop derfor omtales byen ofte som ”Danmark på prærien”. Museet arbejder løbende på at bevare de danske immigranter i USAs historie og kultur. Men museet har også et fokus på at være en del af nutiden. Dette gøres gennem sociale, kulturelle og kunstneriske aktiviteter, hvilket min udstilling netop er et eksempel på.

”Saksens lyd” blev vist i perioden 1.7. – 31.12.2018 ved Museum of Danish America. Museet er ifølge den amerikanske museumsforenings blandt de 3% bedste museer i USA, og har knap 8.000 gæster hvert år og ca. 75.000 besøgende til museets rejsende udstillinger.

Læs artiklen “Papirklipper besøger Danmark på prærien” om min tur til Elk Horn.

Se fotos fra mine papirklip workshops ved Museum of Danish America på min facebook side.

Tak til Aslaug og Carl Friis’s Legat og Grosserer L. F. Foghts Fond for donationer, som gjorde dette projekt muligt.

Læs mere om mine papirklip workshops såvel online som fysiske workshops.

Museum of Danish America, Elk Horn, Iowa, USA