Workshop ved Økolariet i Vejle

I Kristi Himmelfartsferien kan børn og voksne dykke ned under overfladen – helt bogstaveligt – når jeg for første gang holder en Drømmeskabnings‑workshop med fokus på havets fantastiske væsener.

Økolariet inviterer i år gæsterne ind i fjordens forunderlige verden, og fredag den 15. maj kl. 11–14 er jeg med som en del af programmet.

Her kan deltagerne skabe deres helt eget havvæsen af kasseret gavepapir – inspireret af mit papirklipunivers Drømmeskabningerne, hvor nye arter opstår af rester, fantasi og fællesskab. Måske er det netop sådanne væsener, der en dag kunne leve i en fjord i balance igen.

Jeg guider processen, og alle kan være med – både børn og voksne. Kunstværket får man naturligvis med hjem.

For mig er det en særlig milepæl: Det er første gang, jeg bruger mine egne Drømmeskabninger som afsæt for en workshop. Jeg glæder mig til at se, hvilke nye arter der bliver til, når fantasien folder sig ud i fællesskab.

Tid og sted:
Fredag d. 15. maj kl. 11–14 på Økolariet i Vejle.
Gratis deltagelse og åbent for alle.

Drømmeskabninger i havet. Papirklip af Torben Jarlstrøm Clausen