Jeg har skabt et nyt papirklipunivers: Drømmeskabningerne.
I dette univers arbejder jeg med kasseret gavepapir, som skulle være sorteret som restaffald og derefter brændt af. Det synes jeg egentlig er synd. Papiret er en ressource, som stadig kan bruges, og i dette univers får det nyt liv gennem kreativitet, upcycling og fantasi.
Når jeg river og klipper i papiret, opstår der dyr, jeg kun tør drømme om – arter, der aldrig har eksisteret, men som alligevel føles som nogen, jeg savner. Dyr, der måske en dag kunne leve i en rigere natur med mere biodiversitet og mangfoldighed.
Jeg tilbyder nu også workshops, hvor deltagerne selv skaber deres egne Drømmeskabninger. Undervejs guider jeg deltagerne gennem processen, og sammen skaber vi nye arter fra fantasiens og fællesskabets verden.

