Masser af Genbrugsfolk ved årets H.C. Andersen Festivals

Programmet for H.C. Andersen Festivals 2026 er nu offentliggjort – og jeg er glad for at være en del af det.

I år deltager jeg med workshops under titlen “Hjælp Genbrugsfolket med at få nye venner!”, hvor elever fra fire skoleklasser skaber deres egne fantasifulde Genbrugsfolk af kasseret gavepapir.

Genbrugsfolket er et kunstnerisk univers, jeg har skabt, hvor kasseret gavepapir får nyt liv som fantasifulde papirklipfigurer. Projektet fremhæver potentialet i genbrug og upcycling – men det handler om mere end affald og ressourcer. Det handler også om fællesskab og om, at det er rart at få nye venner og være en del af noget større.

Papiret skulle egentlig sorteres som restaffald og brændes af – men i stedet for at lade det gå op i røg, får det nyt liv som farverige medlemmer af Genbrugsfolket. Jeg glæder mig til at se, hvad eleverne finder på.

Workshop for alle – lørdag under festivalen
Ud over skoleforløbene holder jeg også en åben workshop for alle aldersgrupper lørdag i festivalugen. Her kan alle, store som små, komme forbi og skabe deres helt egen Genbrugsfolk.

Udstilling: “Genbrugsfolket fik nye venner!” – Odense Centralbibliotek
Alle de nye Genbrugsfolk – sammen med mine egne – samles i en fælles udstilling, som kan opleves på Odense Centralbibliotek under festivalen og frem til d. 31. august.

Jeg glæder mig meget til at være en del af festivalen igen og håber, vi ses – i selskab med Genbrugsfolket!

Stor tak til H.C. Andersen Festivals og Odense Centralbibliotek for samarbejdet om projektet.

hcafestivals #hcafestivals26 #genbrugsfolket #viklipperligesomhcagjorde #hjælpgenbrugsfolketmedatfånyevenner #deterdejligtatfåennyven #jarlstroempaperart #odensebib

Masser af papirklip ved årets H.C. Andersen Festivals